Flere finder det, de søger, takket være relevante varianter

Folk søger efter de produkter og tjenester, annoncørerne tilbyder, hvad enten det er løbesko, kreditkort, billige hotelophold eller noget helt fjerde. Det kan dog være svært at finde frem til de søgeord, man skal bruge for at nå ud til potentielle kunder, hvilket mange annoncører kan skrive under på.1 Uanset om en bruger søger efter "løbesko" eller "sko til løb", er det jo ingen tvivl om, at vedkommende er interesseret i løbesko. Det burde ikke være nødvendigt at oprette alenlange søgeordslister for at nå ud potentielle kunder, og det er det heldigvis heller ikke længere.

Relevante varianter hjælper dig med at nå ud til dem, der søger efter din virksomhed, på trods af små varianter i den måde, de søger på. For at gøre det endnu lettere for dig at nå ud til flere potentielle kunder udvider vi i de kommende måneder matchning af relevante varianter, så den kommer til at omfatte yderligere omformulering og omarrangering af eksakt matchende søgeord.2 De første tests viser, at man som annoncør i gennemsnit kan opnå op til 3 % flere klik via eksakt match, uden at det får konsekvenser for klik- og konverteringsraterne.3

Omformulering og ignorering af funktionsord

Funktionsord er forholdsord (i, til osv.), bindeord (for, men osv.), artikler (en, den osv.) og andre ord, der som oftest ikke ændrer det store, hvad angår hensigten bag en forespørgsel. Når denne ændring indføres, ignorerer eksakt match disse funktionsord, så der kan matches med lignende forespørgsler.

Det er kun funktionsord, der ignoreres, og det sker kun, når det ikke ændrer det aktuelle søgeords betydning. Eksempelvis kan "i" i "hoteller i københavn" sagtens ignoreres, da betydningen ikke ændres. Derimod kan "til" i "flyrejser til københavn" ikke ignoreres, da der er forskel på en "flyrejse fra københavn" og en "flyrejse til københavn".
Samme betydning, forskellig rækkefølge

To forskellige søgeord kan have samme betydning, også selvom de enkelte ords rækkefølge varierer en smule. Det kan f.eks. være "køb ny bil" og "ny bil køb". Nu bruger eksakt match den samme logik til at matche forespørgsler, der er omarrangerede varianter af det aktuelle søgeord.
Det er vigtigt at bemærke, at omarrangering af enkeltstående ord ikke medfører, at der føjes nye ord til dine søgeord. Dine søgeord bliver heller ikke omarrangeret med det formål at matche en forespørgsel, hvis det medfører, at de oprindelige søgeords betydning ændres. Eksempelvis må søgeordet [KBH til ARN] ikke matche forespørgslen "ARN til KBH", da destinationen ikke er den samme.
Sådan gør du i praksis

Takket være denne udvidelse af relevante varianter behøver du ikke længere oprette og vedligeholde lister over omformulerede eller omarrangerede eksakt matchende søgeord for at opnå den ønskede dækning. Hvis du i forvejen bruger omformulerede eller omarrangerede søgeordsvarianter, prioriterer AdWords fortsat de søgeord, der er identiske med søgeforespørgslerne. Søgeord af typen "sætningsmatch" er ikke omfattet af denne opdatering.

Fremover kan du bruge RLSA, Smart Bidding, rapporten Søgetermer og negative søgeord som en hjælp til at tilpasse trafikken og reducere omkostningerne. Du kan få flere oplysninger om dette og andre strategier, der kan hjælpe dig med at få det optimale ud af denne ændring, ved at læse om vores optimale løsninger mht. søgeord.

Indsendt af Miguel Villalobos, Product Manager, Search Keywords

_____________________________________________________________________________________________________

1 Interne Google-data (globale)
2 Denne ændring er indtil videre kun relevant for søgeord på engelsk og spansk, men der vil blive tilføjet flere sprog i løbet af 2017
3 Interne Google-data (samlede trafikdata)