DK152094B - Fremgangsmaade til behandling af affald indeholdende tungmetalholdige forureninger - Google Patents

Description

i

DK 152094 B

Den foreliggende opfindelse angår en fremgangsmåde til behandling af affald, indeholdende tungmetalholdige forureninger ved hjælp af et silikat i nærværelse af vand til dannelse af et fast aggregat.

Der kendes forskellige fremgangsmåder,hvor affald blandes med et silikat og et cementeringsmiddel i nærværelse af vand på en sådan måde at der dannes en suspension, hvorefter man lader suspensionen hærde til et aggregat af sammensintret stenagtigt materiale hvori det forurenende affald er indkapslet. Disse aggregater kan fx anvendes som fyldmaterialer. De anvendte silikater består ved disse kendte fremgangsmåder af et alkalimetalsili-kat, et aluminiumsilikat eller et aluminosilikat, mens der anvendes portland-cement som cementeringsmiddel. Fremgangsmåder af denne type er beskrevet i det franske patentskrift nr. 1.246.848 og i det tyske patentskrift nr. -2.228.938. Fransk patentskrift nr. 2.242.752 beskriver ligeledes en fremgangsmåde som ikke indbefatter anvendelse af cement men hvor produktet undergår en termisk behandling.

Selv om de ved disse fremgangsmåder vundne aggregater tilfredsstiller de standarder der er opstillet for miljøbeskyttelse lider de ikke desto mindre af den hovedulempe at de i tilfælde af brud eller knusning, som kan være fremkaldt af et tryk der overstiger deres mekaniske styrke, fx mens de transporteres eller ved aftipning, vil frigive de toxiske forbindelser som er indkapslet i det omgivende stenagtige sammensintrede materiale. De således frigjorte toxiske forbindelser vil endnu en gang kunne udgøre en fare, navnlig hvis de føres bort med vandløb og således forurener vandvejene. En yderligere ulempe ved de kendte fremgangsmåder ligger i at det stenagtige sammensintrede materiale hvori det toxiske affald er indkapslet efter en kortere eller længere periode kan blive nedbrudt og derved frigøre de toxiske forbindelser.

Det er formålet med den foreliggende opfindelse af råde bod på de ovennævnte ulemper ved de eksisterende faste aggregater og at tilvejebringe en fremgangsmåde til behandling af affald, navnlig toxisk affald, omfattende anvendelse af et silikat i nærværelse af vand, hvorved det bliver muligt at opnå faste aggregater som tilfredsstiller de standarder der er opstillet for miljø 2

DK 152094 B

beskyttelsen uanset aggregaternes tilstand, dvs. at aggregaterne ikke vil frigøre de toxiske forbindelser, der er indeholdt deri, selv efter brud eller knusning. Dette opnås ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, der er ejendommelig ved det i den kendetegnende del af krav 1 angivne.

I denne forbindelse kan det nævnes, at det fra beskrivelsen til USA-patent nr. 3.837.872 er kendt at tilsætte silikat og et hærdemiddel til affald for at bevirke en indkapsling af dette i reaktionsproduktet af silikat og hærdemiddel. Men i modsætning til, hvad der sker ved den foreliggende fremgangsmåde, reagerer ikke selve affaldet med de tilsatte reagenser.

Når man i henhold til den foreliggende opfindelse opløser affaldsstofferne i kiselsyre med lav molekylvægt, bliver de enkelte grundstoffer, som indgår i affaldsstofferne, fx tungmetaller, kemisk bundet til kiselgelens polymerkæde. Derved fås selvsagt en langt stærkere og mere betryggende binding af affaldsstofferne end ved den fysiske indkapslingsmetode, som er omhandlet i USA-patentbeskrivelsen.

Fremgangsmåden ifølge opfindelsen er anvendelig ved affald, som kan indeholde et eller flere tunge metaller valgt blandt aluminium, antimon, sølv, arsen, barium, beryllim, vismut, kadmium, kalcium, cerium, cæsium, kram,kobolt, kobber, tin, jern, litium, magnium, indeholde et eller flere tunge metaller valgt blandt aluminium, antimon, sølv, arsen, barium, beryllium, vismut, kadmium, kalcium, cerium, cæsium, krom, kobolt, kobber, tin, jern, litium, magnium, mangan, kviksølv, nikkel, bly, plutonium, radium, strontium, to-rium, uran, vanadin og zink. Disse forskellige metaller kan naturligvis være kombineret med andre grundstoffer eller grundstofgrupper til dannelse af forbindelser, fx oxyder, hydroxyder eller salte. Affaldet kan således indeholde anioner, såsom anionerne af sulfat, sulfit, nitrat, nitrit, fosfat, fosfit, fluorid, klorid, bromid, nitrid, cyanid, sulfid, cyanat, tiocyanat, tiosulfat, ferricyanid eller ferrocyanid. Foruden de forskellige ovennævnte grundstoffer og grundstofgrupper kan affaldet også indbefatte specielt organiske forbindelser der indeholder en polær gruppe og valgt blandt grupperne dannet af syrer, baser, proteiner, kulhydrater, fedtstoffer, terapeutiske midler, farvestoffer, pesticider, detergenter og også mineralolie og kulbrinter.

3

DK 152094 B

Det affald der kan behandles ved fremgangsmåden ifølge den foreliggende opfindelse kan have forskellig oprindelse, og visse typer affald der er egnede til dette formål gives i det følgende idet de klassificeres i overensstemmelse med de kategorier de hører til og de typer industri hvorfra de stammer.

Industri Affaldstype Fysisk tilstand

Stålindustri Gulbrænding Væsker

Neutralisering Slam

Materialesamler Faste stoffer og slam

Regenerering af syrer Opløselige salte

Minedrift Neutralisationsstation Væsker

Kraftværker Kedler Aske

Overfladebehand- Metalsalte Væsker lingsindustri Syrer og baser Væsker

Spildevandsrensning Væsker og slam

Regenerering af ion- væsker byttere

Kemiske fabrikker Syrer og baser Væsker

Metalsalte Væsker

Ikke-jern-metaller Gulbrænding v , (elektrolytisk rensning)

Regenerering af syrer Opløselige salte

Fabrikationsaffald Faste stoffer

Visse mikroforureningsbestanddele stammer fra andre industrier, såsom kviksølv stammende fra pesticider, papirmasse og bestanddele af elektriske batterier, vanadin stammende fra kulbrinter hvori det er indeholdt, bly stammende fra brændstoffer og smøremidler, zink som kommer fra petroleum anvendt inden for luftfart, radioisotoper af uran, kobolt, cæsium, plutonium, radium, torium osv., stammende fra spild fremkommet ved behandling

4 DK 152094 B

af malm, kernereaktorer, installationer til behandling af bestrålet brændstof osv.

Som allerede nævnt i det foregående omfatter den første fase af fremgangsmåden ifølge opfindelsen fremstilling af kiselsyre ud fra et silikat i et surt medium. Det til dette formål anvendte silikat er et silikat af et alkalimetal, et jordalkalimetal eller af aluminium eller også et aluminosilikat, idet det sidstnævnte lige så vel med fordel kan bestå af remanenser eller biprodukter, fx slagge , navnlig højovnsslagge eller flyveaske stammende fra forbrænding af brændselsstoffer såsom koks. Almindeligvis sættes silikatet til syren i vandig opløsning og for at give blandingen en pH-værdi på mellem 0,5 og 3, fortrinsvis mellem 1 og 3, består syren navnlig af svovlsyre, saltsyre eller salpetersyre, eller muligvis en blanding af disse syrer. Efter en tilstrækkelig lang periode udskilles de faste stoffer fra væsken, eventuelt ved allerede kendte metoder, såsom filtrering og/eller dekantering. Den resulterende opløsning består af en blanding af monokiselsyre og silikasol, hvori polymerisationen er meget begrænset og som af praktiske grunde i det følgende vil blive betegnet "lavpolymerise-ret kiselsyre" eller "kiselsyre med lav molekylvægt". Denne lav-polymeriserede kiselsyre består af mono-, bi-, tri-, tetra- og poly-kiselsyre, men molekylvægten overskrider ikke 50.000. Det er derfor vigtigt at opnå en pH-værdi på mellem 0,5 og 3 når man tilsætter syren idet pH-værdier der ligger uden for dette område har tendens til at fremkalde en for høj polymerisation af kiselsyren.

Så vidt det er muligt må kiselsyren med lav molekylvægt straks blandes med det affald der skal behandles, på grund af kiselsyrens ustabilitet og idet polymerisationsgraden stiger proportionalt med den tid der forløber. Kiselsyren kan ikke lagres i mere end højst nogle få dage før anvendelse.

Ifølge opfindelsen blandes det affald der skal behandles med den lavmolekylæte kiselsyre i nærværelse af vand og i et medium der er tilstrækkelig surt til at affaldet i det mindste opløses delvis. Det foretrækkes at affaldet er delvis opløst i forvejen i en adskilt fase før man sætter det til kiselsyren. Man kan også blande det affald der skal gøres opløseligt med slagge, idet disse remanenser bliver opløselige når der tilsættes syre. Med udtrykket "opløses delvis" eller "gøres delvis opløselige" menes at tilnærmelsesvis 85-95% af affaldet opløses, idet den resterende bestanddel generelt set består af produkter som ikke kan gøres opløselige, 5

DK 152094 B

såsom visse organiske forbindelser. De anvendte syrer kan ligeledes bestå af affald, en remanens eller et biprodukt, såsom en gulbrændings- eller syrebehandlingsopløsning.

Hvis det affald der skal behandles er af en sådan type som giver vandet en tilstrækkelig sur pH-værdi til at bringe affaldet i partiel opløsning er der naturligvis ingen grund til at tilsætte yderligere syre. Hvis affaldet har lav surhed eller er neutralt eller alkalisk skal der tilsættes en tilstrækkelig syremængde til at nedsætte pH-værdien til ca. 1 eller derunder. Naturligvis afhænger den tilsatte syremængde først og fremmest af de forurenende grundstoffer der er indeholdt i affaldet. Når det fx drejer sig om affald der indeholder jern og kobber må pH-værdien bringes ned til 4 for at gøre kobberet opløseligt i form af hy-droxyd, mens det i tilfælde af jern er nødvendigt at bringe pH-værdien ned til 1. Temperaturbetingelserne og varigheden af oplø-selighedsprocessen er ikke afgørende faktorer, men det foretrækkes naturligvis at processen fortsættes indtil affaldet er fuldstændig opløst, navnlig indeholdet af forurenende elementer.

Når affaldet først er blevet delvis eller helt opløst omsættes det ifølge opfindelsen med kiselsyren med lav molekylvægt til dannelse af en gel med høj molekylvægt, og denne omsætning udføres fortrinsvis under anvendelse af en katalysator for at aktivere geludfældningen. Som et middel til katalyse af geludfældningen er det til dette formål ønskeligt at anvende en syre eller en base, i afhængighed af pH-værdien og naturen af opløse-liggjorte affald. Hvis fx blandingen af opløseliggjort affald og kiselsyre har en pH-værdi på ca. 2 og affaldet indeholder toxiske forbindelser som ikke kan udfældes ved en pH-værdi på mindre end 4 bør der tilsættes en base i tilstrækkelig mængde til at sikre en sådan pH-værdi. Hvis på den anden side blandingen af opløseliggjort affald og kiselsyre giver vandet en tilstrækkelig pH-værdi til at fremkalde bundfældning af alle komponenterne er det klart at det ikke ville tjene noget formål at tilsætte syre. Når der anvendes en syre består det katalytiske reagens for det meste af en stærk mineralsyre, såsom saltsyre eller svovlsyre, eller en blanding af disse syrer, mens basen i de tilfælde hvor der anvendes en 6

DK 152094 B

sådan sædvanligvis består af et slam, såsom natriumhydroxyd, ka-liumhydroxyd, kalciumhydroxyd, karbonater eller hydrokarbonater eller blandinger af disse baser, og disse katalysatorer anvendes fortrinsvis i uren form (fx belgisk eller engelsk slagge som basiske katalysatorer).

Det skal imidlertid bemærkes at anvendelsen af en basisk katalysator er vigtig, navnlig når affaldet indeholder metaller, da de forurenende elementer sædvanligvis kan indarbejdes på en mere tilfredsstillende måde i en polymerkæde i gelen når pH-værdien er over 2. Med hensyn til pH-værdier over 2 forholder det sig således at denne værdi svarer til det område hvor ioniseringer og dermed polymerisationen af kiselsyren er minimal, kiselsyren ioniserer kraftigt og reagerer let med de forurenende elementer, navnlig hvis disse består af metaller. Ved pH-værdier på mindre end 2 er ioniseringen af kiselsyre mindre intens og de forurenende elementer inkorporeres almindeligvis ikke så nemt i polymerkæden. Dette er grunden til at det er særlig ønskeligt at den tilsatte katalysator består af en base, fortrinsvis i en sådan mængde at det vil få mediets pH-værdi til at stige op til 8.

Den således ifølge opfindelsen fremstillede gel er faktisk et copolymerisat mellem hø jpolymeriseret kiselsyre (kiselgel) og hydratiserede forurenende elementer stammende fra affaldet (når de forurenende elementer består af metaller er de til stede i gelen i form af metalhydroxyder) som er inkorporeret i polymerkæden i kiselgelen og således danner en kæde med høj molekylvægt hvori det antages at de forurenende elementer er direkte bundet til siliciumatomerne, sandsynligvis alternerende med disse, dvs. hvert siliciumatom er forbundet med mindst ét forureningsgrundstof.

Temperaturbetingelserne og behandlingens varighed er ikke afgørende faktorer, men polymerisationen foregår af og til hurtigere når blandingen af kiselsyre og opløseliggjort affald rystes mens katalysatoren tilsættes. Den resulterende højpolyme-riserede gel kan derpå henstå til hærdning til opnåelse af et fast aggregat. Man kan også opvarme gelen for at aktivere hærdningsprocessen.

Som tidligere nævnt sættes der til den højpolymerisere-de gel fortrinsvis en forbindelse som reagerer med gelen til dannelse af et silikat, såsom kalk i læsket eller hydratiseret form

DK 152094B

7 eller natriumhydroxyd eller endnu et cementeringsmiddel, fx i pulverform. En blanding af kalk og cementeringsmiddel har vist sig særligt effektiv.

Det skal bemærkes at man til dette formål også kan adskille gelen fra den resterende vandige opløsning der indeholder den, og denne operation kan gennemføres på kendt måde til adskillelse af faste stoffer og væsker, såsom filtrering og/eller dekantering, og at recirkulere denne opløsning, som faktisk består af praktisk taget rent vand, til en af fremgangsmådens faser. I dette tilfælde vil det stof der reagerer med gelen til dannelse af et silikat og/eller cementeringsmidlet blive tilsat i nærværelse af vand, fx i form af en flydende pasta. Velegnede cementeringsmidler er portlandcementer med eller uden sekundære bestanddele, blandede metallurgiske cementer, klinker/slagge-cementer, over-sulfaterede cementer, aluminiumholdige cementer, natriumsilikat eller blandinger af disse forskellige cementeringsmidler.

Den til reaktionen nødvendige vandmængde må være mindst 15% i forhold til resten af faste forbindelser. Jo større vandmængde, jo længere vil det naturligvis vare inden gelen eller slammet hærder, uanset om reaktionen gennemføres med eller uden anvendelse af en forbindelse der reagerer med gelen til dannelse af et silikat og/eller cementeringsmidlet.

Mængden af cementeringsmiddel må være således at det når det blandes med gelen og eventuelt andre midler muliggør dannelsen af et slam. Hvis den vandige opløsning adskilles fra den højpolymeriserede gel må man derfor til dette formål sætte en tilstrækkelig mængde vand til cementeringsmidlet eller til kalken, for at sikre at blandingen vil få en slamkonsistens og dermed hy-dratiserer de tilstedeværende komponenter. Imidlertid vil mængden af cementeringsmiddel, som i høj grad afhænger af den vandmængde der er til stede når processen gennemføres og også af naturen og mængden af den højpolymeriserede gel, almindeligvis udgøre mellem 5 og 50% i forhold til blandingens vægt. For enhver blanding vil en forøgelse af gelmængden i forhold til cementeringsmidlet resultere i en nedsættelse af trykstyrken hos det således vundne faste aggregat.

8

DK 152094 B

Hvis affaldet indeholder en fraktion bestående af organiske bestanddele kan disse tilsættes før eller efter geldannelsen da disse bestanddele direkte absorberes og kemi-adsorberes på gelen. Disse organiske komponenter tilsættes fortrinsvis i form af en opløsning eller suspension i vand, fx i koncentrationer på 5-20 vægt%. Blandt de organiske forbindelser der kan underkastes denne behandling uden vanskelighed er syreaffald, såsom karboxylsyre og fenoler, latexaffald, baser, såsom aminerede baser, og salte såsom stearater og oleater.

Det fremgår af det foregående at når først gelen eller slammen er dannet vil afbindingstiden eller hærdningstiden afhænge af et stort antal faktorer, såsom mængden af vand, cementeringsmiddel kalk eller natriumhydroxyd og af den højpolymeriserede gel, arten af de forurenende elementer inkorporeret i gelen og temperaturen. Almindeligvis vil forhøjelse af temperaturen give en nedsættelse af den nødvendige afbindingstid.

Den største fordel ved det faste aggregat der vindes ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen er at det i tilfælde af brud eller knusning ikke længere udgør en fare og fuldstændig har mistet sin toxiske virkning. Sagen er at de forurenende elementer ikke er indkapslede sådan som de stenagtige sinterde materialer der vindes ved de hidtil kendte fremgangsmåder og som i tilfælde af brud af det stenagtige overtræk vil resultere i en frigivelse af de toxiske bestanddele, sædvanligvis i form af hydroxyder. I modsætning hertil er de forurenende elementer eller grundstoffer godt dispergeret over hele massen i det aggregat der vindes ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen. Da de aggregater der vindes ved anvendelse af fremgangsmåden ifølge opfindelsen har mistet deres toxicitet, selv efter brud, kan man antage at ethvert forurenende atom er bundet til et siliciumatom i form af et overvejende netagtigt krystallinsk silikat. De forurenende eller toxiske grundstoffer eller elementer er således gjort fuldstændig uopløselige og kan ikke længere gå i opløsning, selv når de kommer i direkte kontakt med vandløb, da de er intimt bundet til siliciumatomerne .

En yderligere, velset fordel ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen sammenlignet med tidligere kendte fremgangsmåder ligger i at man, når man anvender et cementeringsmiddel, anvender 9

DK 152094 B

dette i betydeligt mindre mængder, hvilket udgør en væsentlig besparelse i betragtning af den forholdsvis høje pris for cement. Ved de kendte fremgangsmåder udgør mængden af tilsat cementeringsmiddel mindst 100 vægt% af den samlede mængde tilstedeværende mængde af tørre forbindelser, en procentuel andel som desuden kan multipliceres med mellem 10 og 70 i afhængighed af de aktuelle omstændigheder .

De ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen vundne agglo-merater kan anvendes som fyldmaterialer eller til andre formål, såsom til fremstilling af bygningskomponenter, eller endog til det formål at begrave visse typer affald, såsom husholdsningsaf-fald, som ikke er behandlet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen.

De ifølge opfindelsen tilvejebragte aggregater er yderst stærke produkter der har en meget lav udludningsgrad i vand, sædvanligvis mindre end 0,0008%. Det skal i denne forbindelse bemærkes at udludningsgraden for agglomeraterne sædvanligvis er endnu lavere hvis der er inkorporeret organiske produkter deri i de tidligere angivne mængder og dette viser det yderst brede anvendelsesområde for fremgangsmåden ifølge opfindelsen.

Opfindelsen belyses nærmere i det følgende ved hjælp af nogle eksempler.

Eksempel 1 I en beholder forsynet med omrører anbringes 100 g granuleret slagge, 250 ml vand, 80 g slam (30% tørstof) indeholdende 23% Fe, 9% Cu, 0,25% Ni, 3,7% Cr, 1,4% Cd, 0,2% Be og 3,8 g K2Cr207 samt 35 ml 32%s HC1 til opløsning af slammet. Idet pH-værdien holdes mellem 0,5 og 2,5 tilsættes yderligere 36,6 ml 32%s HC1 efterfulgt af 144 ml 40%s H2S04·

Derpå gennemføres polymerisationen ledsaget af jævn forhøjelse af pH-værdien op til 7 ved hjælp af en hvilken som helst velegnet base.

10

DK 152094 B

Cementeringen af granulaterne gennemføres ved at man, stadig i samme beholder, tilsætter en blanding bestående af 100 g granuleret slagge, 30 g cement og 25 g kalk (affald) eller 14 g NaOH (affald). Det således dannede produkt udgør et slam som efter tre dage omdannes til et fast materiale.

Eksempel 2 I en beholder forsynet med omrører indføres 100 g granuleret slagge, 250 ml vand, 3,8 g K2Cr20η og derpå 36,6 ml 32%s HC1 og 144 ml 40%s H2SO^, idet pH-værdien holdes mellem 0,5 og 2,5.

Det dannede kalciumsulfat udskilles og der sættes til filtratet 100 g slam opløseliggjort i 35 ml 32%s HC1 og indeholdende 25% tørstof og 5,26% Fe, 2,94% Cr, 3,65% Ni, 0,76% Cu, 3,06% Cd, 26,9% Zn, 0,91% Al, 3,37% Cl, 7,32% SC>4, 0,0044% CN og 0,00075% no2.

Blandingen rystes og der gennemføres polymerisation med en jævn stigning af pH-værdien op til 7. Der indføres derpå 50 g natriumfenatopløsning (10% tørstof). Der indføres en blanding af 100 g slagge, 30 g portland-cement og 25 g kalk (affald) til fremkaldelse af cementering. Produktet består af et slam som hærder efter tre dage.

Eksempel 3 I en beholder forsynet med omrører indføres 100 g granuleret slagge, 2 g kobberperklorat, 10 g natriumfosfat, 3 g natriumfluorid og 20 ml vand hvorefter der mens pH-værdien holdes på mellem 0,5 og 2,5 indføres 27 ml 32%s HC1 og 600 ml af en affaldsopløsning der indeholder 106 g/1 H2SC>4, 400 mg/1 Cu, 19,2 g Zn og 2,5 mg/1 Cr.

Mens polymerisationen gennemføres hæves pH-værdien jævnt op til 8 og produktet vaskes med 200 ml vand.

Cementeringen af det tilbageværende bundfald udføres ved tilsætning af 100 g granuleret slagge, 30 g cement og 12 g natrium-hydroxyd.

11

DK 152094 B

Eksempel 4 I en beholder forsynet med omrører indføres 100 g granuleret slagge, 3 g natriumperjodat, 200 ml vand og 10 g kobber-stearat (affald) og 60 g slam med et tørstofindhold på 40% indeholdende 33,5% Ni, 16,2% Zn, 13,64% Cu og 0,02% CN. Der tilsættes 140 ml 30%s HNOg mens pH-værdien holdes mellem 0,5 og 2,5, hvorefter der tilsættes 144 ml 40%s I^SO^. Efter syretilsætningen gennemføres polymerisationen med en stigende pH-værdi op til 7. Der gennemføres cementering ved tilsætning af 100 g slagge, 30 g cement og 20 g kalk.

Eksempel 5 I en beholder forsynet med omrører indføres 100 g slagge, 3,8 g K2Cr20^,250 ml vand og 70 g slam indeholdende 7% organiske materialer, 4% natriumklorid, 8% ammoniumsulfat, 25% aluminiumhy-droxyd og 3% kalciumfosfat, hvorefter der yderligere tilsættes 35 ml 32%s HC1, 144 ml 40%s H2SO^ og 10 ml eddikesyre, idet pH-værdien holdes mellem 0,5 og 2,5.

Efter indføringen af disse tilsætninger tilsættes der 15 g slam stammende fra fabrikation af latexmaling, idet pH-værdi-en hæves jævnt op til 7.

Cementeringen gennemføres ved tilsætning af 100 g slagge, 30 g portland-cement og 20 g kalk.

Det hydrogensulfid der stammer fra de sulfider der er til stede i slaggen tjener til at reducere de oxyderende bestand-6 “f· dele, såsom Cr , perjodatet og perkloratet, der blev indført i de forskellige eksempler.

Claims (6)

1. Fremgangsmåde til behandling af affald indeholdende tungmetalholdige forureninger ved hjælp af et silikat i nærværelse af vand til dannelse af et fast aggregat, kendetegnet ved at man udfører følgende trin: a) behandler silikatet med en stærk syre til dannelse af en kiselsyre med en molekylvægt på under 50.000, b) blander denne kiselsyre med det affald, der skal behandles, samt med vand, der er til stede i en mængde på mindst 15 vægt% i forhold til de faste materialer på en sådan måde, at den resulterende blanding, om nødvendigt ved tilsætning af syre, får en pH-værdi indenfor området 0,5 til 3, således at man sikrer sig at affaldet i det mindste delvis opløses, idet 85 til 95 vægt% af materialet i affaldet opløseliggøres, c) tilsætter en base til forøgelse af mediets pH-værdi til 4 til 10, fortrinsvis ca 8, hvorved der udfældes en gel med en molekylvægt på over 50.000, d) til denne gel, på i og for sig kendt måde sætter et cementeringsmiddel eller natriumsilikat til dannelse af et slam, og e) tillader slammet at hærde til et fast aggregat.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved at der til vandet sættes en syre på en sådan måde at pH-værdien nedsættes til ca 1 eller derunder.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1-2, kendetegnet ved at basen til udfældning af gelen er natriumhydroxyd, kalium-hydroxyd, kalciumhydroxyd eller en blanding deraf.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 1-3, kendetegnet ved at en mindre mængde af affaldet sættes til før eller efter geldannelsen.

5. Fremgangsmåde ifølge krav 1-4, kendetegnet ved at mængden af cementeringsmiddel vælges i størrelsesordenen 5 til 50 vægt% i forhold til de øvrige bestanddele.

6. Fremgangsmåde ifølge krav 1-5, kendetegnet ved at man behandler silikatet med syre på en sådan måde at blandingen får en pH-værdi mellem 1 og 3.