DK154421B - Analogifremgangsmaade til fremstilling af n,n-di(n-alkyl)aminomethylphenylethanolaminer eller syreadditionssalte deraf - Google Patents

Description

Opfindelsen angår en analogifremgangsmåde til fremstilling afN,N-di(n-alkyl)aminomethylphenylethanolaminer med den i krav l's indledning angivne almene formel I eller syreadditions¬salte deraf, hvilke forbindelser er i stand til at bekæ-pe virusinfektioner hos pattedyr ved at stimulere ellerinducere produktionen af endogent interferon.

Virusinfektioner, som angriber pattedyr, herunder menne¬sket, er normalt smitsomme sygdomme, som kan forårsagestor menneskelig lidelse og økonomisk tab. Uheldigvis erfremskaffelsen af antivirale forbindelser langt mere kom¬pliceret og vanskelig end fremskaffelsen af antibakteriel-le og antifungale midler. Dette skyldes delvis den nærestrukturelle lighed mellem virus og strukturen af visseessentielle cellekomponenter, såsom ribonucleinsyre og des-oxyribonueleinsyre. Ikke desto mindre er der i littera¬turen beskrevet talrige ikke-virale "antivirale midler",dvs. stoffer, "som kan frembringe enten en beskyttende ellerterapeutisk virkning til klart skelnelig fordel for denvirusinficerede vært, eller ethvert materiale, som signifi¬kant kan forøge antistofdannelsen, forbedre antistofakti¬viteten, forbedre den ikke-specifikke modstandsevne, frem¬skynde helbredelse og undertrykke symptomer" [Herrmanet al., Proc. Soc. Exptl. Biol. Med., 105. 625 (i960)].

Listen over rapporterede antivirale midler inkluderer, forat nævne nogle få, interferon og syntetiske materialer,såsom amantadin-hydrochlorid, pyrimidiner, biguanider,guanidin, pteridiner og methisazon. På grund af det retsnævre område af virusinfektioner, som kan behandles medhvert af de antivirale midler, som for tiden er kommercielttilgængelige, er hidtil ukendte syntetiske antivirale mid¬ler altid velkomne som potentielt værdifulde tilføjelsertil lægemiddelteknologien.

Cellerne hos pattedyr producerer som svar på virusinfek¬tioner et stof, som gør det muligt for celler at modståformeringen af en lang række virus. De virusmodvirkende eller virusbekæmpende stoffer betegnes som "interferoner".Interferonerne er glycoproteiner, som kan være forskelli¬ge med hensyn til fysisk-kemiske egenskaber, men alle ud¬viser de samme biologiske egenskaber, nemlig at de inhi-berer en lang række ubeslægtede virus, er uden toxiskeeller andre skadelige virkninger på celler og er arts¬specifikke (Lockhart, Frontiers of Biology, Vol. 2, "In¬terferons", edited by Finter, V.B. Saunders Co., Phila¬delphia, 1966, side 19 - 20).

Ingen praktisk, økonomisk metode er hidtil blevet udvik¬let til fremstilling af exogent interferon til kliniskrutinebrug overfor virusinfektioner. Der er derfor, forsøgten alternativ vej til fremstilling af interferon, som be¬står i at indgive et ikke-viralt stof, som stimulerer ellerinducerer produktionen af interferon i cellerne. Det pådenne måde producerede interferon betegnes som "endogent"interferon.

Flere typer polyaminer er kendt for at stimulere interferon¬produktionen og derfor at have antiviral aktivitet. De in¬kluderer de polyaminer, som er angivet i USA patentskriftnr. 3 872 171, de xylendiaminer, som er angivet i USApatenskrift nr. 4 034 040, og de phenethanolamin-substi¬tuerede glycerol-baserede lipider, som er angivet i USApatent skrift nr. 4 166 132. Andre beslægtede phenethanol¬amin-substituerede glycerol-baserede lipider, som ikke harantiviral aktivitet, er angivet i USA patentskrift nr.

4 173 641.

Ifølge opfindelsen har N,N-di(n-alkyl)aminomethylphenyl-ethanolamineme med den almene formel I og de farmakolo¬gisk acceptable syreadditionssalte deraf vist sig i standtil at bekæmpe virusinfektioner hos pattedyr ved at sti¬mulere eller inducere produktionen af endogent interferon.

Disse forbindelser fremstilles ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, som er ejendommelig ved det i krav l's ken¬detegnende del anførte.

Ved en foretrukken udførelsesform af opfindelsen fremstil¬les aminomethylphenylethanolaminer med formlen I, hvori2 3 R og R er ens. Denne type af aminogruppesubstitution letter syntesen som resultat af den kommercielle tilgæn- 2 3 gelighed af den tilsvarende udgangsamin R R HH. Ved mereforetrukne udførelsesformer af opfindelsen fremstillesde to aminomethylphenylethanolaminer med formlen I, hvori 2 "5 2 ^ R og Rv begge er n-tetradecyl, og hvori R og R^ beggeer n-hexadecyl. Disse substitutioner har tendens tilat optimere den antivirale aktivitet.

Ved særlig foretrukne udførelsesformer af opfindelsenfremstilles den aminomethylphenylethanolamin med formlen I, hvori R^ er hydrogen, benzenringen er meta-disubsti- 2 ^ tueret, og R og R begge er n-hexadecyl, den aminomethyl¬phenylethanolamin med formlen I, hvori R^" er ethyl, ben-zenringen meta-disubstitueret, og R og R-^ begge er n-hexadecyl, den aminomethylphenylethanolamin med formlen I, hvori R^ er isopropyl, benzenringen er meta-disubsti- 2 3 tueret, og R og R begge er n-hexadecyl, og den amino¬methylphenylethanolamin med formlen I, hvori R"^ er t-butyl, benzenringen er meta-disubstitueret, og R og Rvbegge er n-hexadecyl. Deres biologiske aktiviteter vedde antivirale og andre prøvninger, som er beskrevet neden¬for, gør dem til fremragende eksempler på forbindelser,der kan fremstilles ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen.

De ifølge opfindelsen fremstillede N,N-di(n-alkyl)amino¬methylphenylethanolaminer og deres farmakologisk accep¬table salte kan anvendes til fremstilling af farmaceu¬tiske sammensætninger, som er nyttige til behandling afen interferon-følsom virusinfektion hos et pattedyr,hvilke sammensætninger består af en antiviralt effektivmængde af forbindelsen eller dens salt og en farmaceu- tisk acceptabel bærer. De kan også anvendes til profylak¬tisk at kontrollere en interferon-følsom virusinfektionhos et pattedyr eller til inducering af interferonproduk¬tionen hos et pattedyr ved indgivning af en effektiv mængdeaf forbindelsen eller dens salt.

Fremgangsmåden ifølge opfindelsen belyses nærmere ved detnedenstående reaktionsskema A.

I almindelighed følger amineringsreaktionen velkendte pro¬cedurer inden for teknikken, og alle kan anvendes medheld. Ved sædvanlig praksis kan reaktionen gennemføresuden opløsningsmiddel i et overskud af R^NE^ i tempe¬raturområde på fra omkring 30 til omkring 130° C i en luk¬ket beholder, indtil reaktionen er i det væsentlige fuld¬ført, Som et almindeligt alternativ kan reaktionen gennem¬føres i et polært, protisk eller aprotisk opløsningsmiddelved en temperatur på fra omkring 30° C til tilbagesvalings¬temperaturen, indtil reaktionen er i det væsentlige fuld¬ført. Sædvanlige polære opløsningsmidler inkluderer f. eks.dimethylformamid, dimethylacetamid, dimethylsulfoxid, dio-xan, chloroform, methanol og ethanol. Når der anvendeset polært protisk opløsningsmiddel, er det fordelagtigtat anvende et overskud af aminen R^NH^. Under enhver pro¬cedure skal der anvendes mindst et støkiometrisk forholdmellem aminen og epoxidet, og et overskud af aminen vil sæd¬vanligvis virke gunstigt på udbyttet.

Oparbejdning og isolering af aminomethylphenylethanolami-nen kan gennemføres på enhver kendt måde. I almindelighedkan der anvendes chromatografisk, ekstraktions-, destilla¬tions- og omkrystallisationsteknik med held. Ved sædvan¬lig praksis kan overskuddet af opløsningsmiddel og aminfjernes på sædvanlig måde, efterfulgt af chromatografiaf aminomethylphenylethanolaminen. Alternativt eller des¬uden kan aminomethylphenylethanolaminen opløses i et egnetopløsningsmiddel, omdannes til hydrochloridsaltet og omkry- stalliseres på sædvanlig måde.

Fremstillingen af epoxidet med formlen II følger velkendtemetoder inden for teknikken. Syntesesekvensen belysesved reaktionerne (1), (2) og (3) i reaktionsskema A neden¬for og kan beskrives som følger.

Reaktion (l): Et α-halogen-meta- eller -para-tolunitril med formlen III omsættes med en disubstitueret amin med2 3 formlen HNR R i et polært aprotisk opløsningsmiddel, even¬tuelt under anvendelse af et egnet hydrogenhalogenid-neu-traliseringsmiddel, til dannelse af et N,N-disubstitueretaminomethylbenzonitril med formlen IV.

Reaktion (2): Benzonitrilet med formlen IV reduceres der¬på delvis og hydrolyseres til dannelse af et N,N-disubsti-tueret aminomethylbenzaldehyd med formlen V. Passende re¬duktionsmidler inkluderer hydrogen og nikkelkatalysatorunder anvendelse af hydrazin efterfulgt af vandig svovl¬syre; nikkel-aluminium-amalgam, myresyre og vand; lithium-triethoxyaluminiumhydrid; natriumtriethoxyaluminiumhydrid;tin (il)-chlorid og hydrogenchlorid efterfulgt af vand;og diisobutylaluminiumhydrid. Et foretrukkent reduktions-middel er diisobutylaluminiumhydrid. Anvendelsen af dissereduktionsmidler er velkendt inden for teknikken. Reduk¬tion ved enhver af disse metoder vil give Schiff-base¬mellemproduktet in situ, som derpå hydrolyseres til benz-aldehydet med formlen V af vand, som er til stede i reak¬tionsblandingen, eller ved tilsætning af vand til reak¬tionen efter at reduktionen er fuldført.

Reaktion (3): Epoxidet med formlen II fremstilles ud frabenzaldehydet med formlen V ved omsætning med svovl-ylidet,dimethyloxosulfoniummethylid, eller et andet passendesvovl-ylid i et egnet opløsningsmiddel, såsom ether, tetra-hydrofuran, ethylenglycoldiethylether, diethylenglycolme-tylether og dioxan. Denne metode er velkendt inden for teknikken.

De beskrevne tre trin udgør fremstillingsmåden for epoxi-det med formlen II og udgør sammen med den ovenfor beskrev¬ne amineringsreaktion den fuldstændige syntese af en amino-methylphenylethanolamin med formlen I som angivet ved re¬aktionsskema A.

REAKTIONSSKEMA A

Farmakologisk acceptable salte af de omhandlede aminome-thylphenylethanolaminer med mineralsyrer eller organiskesyrer kan dannes ved metoder, som er velkendte for fag¬folk. Egnede mineralsyrer til saltdannelsen inkludererf. eks. saltsyre, hydrogenbromidsyre, hydrogeniodidsyre,svovlsyre og phosphorsyre. Egnede organiske syrer tilsaltdannelsen inkluderer f. eks. vinsyre, citronsyre,glycosyre, propionsyre, smørsyre, ravsyre, maleinsyre, gly-consyre, laurinsyre, malonsyre, fumarsyre, stearinsyre,mælkesyre, pamoinsyre, isosmørsyre, benzoesyre og toluen-sulfonsyrer.

De hidtil ukendte aminomethylphenylethanolaminer og de far¬makologisk acceptable salte deraf, som’ fremstilles ved frem¬gangsmåden ifølge opfindelsen, er effektive til behandlingaf virusinfektioner ved at stimulere eller inducere pro¬duktionen af endogent interferon og stimulere celleformid¬let immunreaktion. De biologiske forsøg, der er nævnt efter eksemplerne, belyser opnåelsen af disse virkninger og er bio¬logiske standardprøvninger til bestemmelse af (a) profylak¬tisk evne til at beskytte mod encephlaomyocarditis (EMC)-virus, (b) evne til at fremme afstødning af Sarcoma 180Jtumorceller og (c) evne til ikke-specifikt at stimulereperitoneale macrophager.

De omhandlede aminomethylphenylethanolaminer kan anvendesi en række farmaceutiske sammensætninger, som indeholderforbindelsen eller et farmakologisk acceptabelt salt deraf ogkan indgives ad en række konventionelle veje, som intra¬venøst, intrampskulært, subcutant, intranasalt, topisk ogintraperitonealt.

Aminomethylphenylethanolaminerne eller deres farmakologiskacceptable salte kan indgives alene eller i kombinationsom en farmaceutisk sammensætning under anvendelse af far¬maceutisk acceptabelt bærermateriale, såsom inerte fastefortyndingsmidler, vandige opløsninger eller forskelligeikke-toxiske organiske opløsningsmidler i doseringsformer, såsom gelatinekapsler, tabletter, pulvere, pastiller,sirupper, injicerbare opløsninger og lignende. Sådantsammensætningsmateriale kan inkludere vand, ethanol, ge¬latiner, lactose, stivelser, vegetabilske olier, jord-olievaseline, gummier, glycoler, talcum, benzylalkoholerog andre kendte bærere for medikamenter. Om ønsket kandisse farmaceutiske sammensætninger også indeholde hjælpe¬materiale, såsom konserveringsmidler, befugtningsmidler,stabiliseringsmidler, glittemidler, absorptionsmidler,puffermidler og isotoniske midler.

Selv om den bestemte dosis, sammensætning og indgi vnings-vej er afhængig af hver patients individuelle tilstandog lægens skøn, beskriver de nedenfor anførte retnings¬linier for anvendelsen af de ifølge opfindelsen fremstil¬lede aminomethylphenylethanolaminer og de farmakologiskacceptable salte deraf, deres nyttighed som antiviralemidler og som midler til ikke-specifik stimulering afcelleformidlet immunitet.

Når de anvendes som antiviralt middel gennem formidlingaf induceret endogent interferon, vil indgivning før ud¬sættelse for et infektiøst virus give hurtig modstands¬kraft overfor viruset. Fortrinsvis skal indgivningen fin¬de sted fra omkring 2 dage til omkring 1 dag før udsæt¬telsen for viruset, selv om dette vil variere noget medden bestemte patient og det bestemte infektiøse virus.

Til profylaktisk brug overfor virusinfektion kan amino-methylphenylethanolaminerne indgives ad enhver af de oven¬nævnte veje i den passende farmaceutiske sammensætningindeholdende en dosis på.'fra omkring 1 mg/kg til omkring250 mg/kg af aminomethylphenylethanolaminen, idet der an¬vendes fra omkring 1 t‘il omkring 4 doser hver dag. Detforetrukne dosisområde er fra omkring 5 til omkring 50mg/kg. Indgivning af et farmakologisk acceptabelt saltaf aminomethylphenylethanolaminen vil følge den samme pro- cedure med en tilsvarende regulering af den givne dosis.

Når de anvendes til at stimulere celleformidlet immunitet,vil der fra starten blive indgivet egnede farmaceutiskesammensætninger indeholdende små doser af de ifølge opfin¬delsen fremstillede am i.nomethylphenylethanolaminer, ogdisse kan forøges gradvist for at bestemme den optimale do¬sering for den bestemte patient. Hans eller hendes immun-kompetance vil almindeligvis blive kontrolleret efter ind-givningen under anvendelse af konventionel teknik, såsomden nedenfor beskrevne-macrophag-aktiveringsprøvning.

Typisk vil maksimal aktivering blive iagttaget omkring24 til omkring 48 timer efter den begyndende indgivning' ogvil, uden indgivning af yderligere doser, synke til begyn¬delsesniveauet i løbet af et tidsrum på yderligere 24 - 48timer. Således vil indgivning af en anden dosis omkring24 til omkring 72 timer efter den begyndende indgivningopretholde det ønskede niveau af immunkompetanoe. Alminde¬ligvis vil der blive indgivet 2-4 doser på denne måde,og patientens svar på behandlingen vil blive bestemt. Yder¬ligere doser kan derpå, om nødvendigt, indgives som beskre¬vet ovenfor. Indgivning af et farmakologisk acceptabeltsalt af aminomethylphenylethanolaminen vil følge den sam¬me procedure.

Fremgangsmåden ifølge opfindelsen belyses nærmere ved defølgende eksempler.

EKSEMPEL 1

Fremstilling af N-ethyl-2-[meta-N,N-di-n-hexadecylamino-methylphenyllethanolamin (l-I)_

Den følgende procedure giver den fuldstændige syntesese¬kvens anvendt til at fremstille den ovennævnte forbindelse(l-I) som et hydrochloridsalt og følger den sekvens, somer skitseret i reaktionsskema A ovenfor.

5-(N.N-Di-n-hexadecylaminomethyl)benzonitril (l-IV) α-Brom-m-tolunitril (l-III) (3,9 g, 0,02 mol), di-n-hexa-decylamin (9,3 g, 0,02 mol) og kaliumcarbonat (27,6 g, 0,2 mol) blev kombineret i dimethylacetamid (93 ml) ogopvarmet (80 - 90° C; 1,5 timer). Blandingen blev derpåhældt over is, omrørt koldt (15 minutter) og filtreret.

Det resulterende faste stof blev vasket med vand og opløsti hexan (70 ml) og filtreret. Hexanopløsningen af produk¬tet blev tørret over natriumsulfat, filtreret og koncen¬treret til en olie under formindsket tryk. Olien blev op¬løst i isopropylalkohol, afkølet i et isvandbad, og de re¬sulterende krystaller blev isoleret og tørret, hvorved derblev opnået benzonitrilet (1-IV) (7,2 g, 62% udbytte):

Smp. 26 - 27° C; IR (CHC13) 2225 cm"1.

3- (N, N-Di-N-hexadecylaminomethvl) benzaldehvd (l-V) 3- (N,N-Di-n-hexadecyl-aminomethyl)benzonitril (l-IV) (40g, 0,069 mol) blev opløst i hexan (300 ml) og behandletmed 0,807 M diisobutylaluminiumhydrid (60 ml, 0,048 mol)ved stuetemperatur under en nitrogenatmosfære. Den re¬sulterende opløsning blev omrørt (4 timer) og derpå op¬arbejdet ved tilsætning af ethanol (25 ml) og vand (15 ml).Denne blanding blev derpå filtreret og koncentreret underformindsket tryk til opnåelse af en olie, som blev yderli¬gere renset ved silicagel-søjlechromatograf i (elueret meden benzen/ethanol-gradientblanding) til opnåelse af detrene aldehyd (l-V): Olie; IR (rent) 1690 cm-1.

N, N-Di-n-hexadecvl-3- (1.2-epoxvethvl)benzylamiη (l-II)

Natriumhydrid (12,12 g af en 51% dispersion i mineralolie, O, 288 mol) sattes til dimethylsulfoxid (350 ml), og blan¬dingen blev opvarmet (70 - 80° C) under en nitrogenatmos¬fære i 45 minutter. Den resulterende opløsning blev fortyn¬det med tetrahydrofuran (350 ml), afkølet til 0 - 5° C og behandlet med portioner af trimethylsulfoniumiodid (50,8g, 0,288 mol) i løbet af 5 minutter. Derefter tilsattes hur¬tigt 3”(N,N-di-n-hexadecylaminomethyl)-benzaldehyd (l-V) (48 g, 0,0872 mol) opløst i tetrahydrofuran (100 ml),og reaktionsblandingen blev omrørt i 16 timer. Den resul¬terende blanding blev hældt ud i vand (800 ml) og ekstra¬heret med ether (3 x 250 ml). De kombinerede etherekstrak-ter blev vasket med vand (3 x 350 ml) og mættet natrium-chloridopløsning (350 ml), tørret over magnesiumsulfat,filtreret og koncentreret under formindsket tryk til op¬nåelse af det ønskede epoxid (l-II): Olie (51 g, 98%udbytte); MR (CDClj) 2,82 (d af d, IH), 3,17 (d afd, IH), 3,90 (d af d, IH).

N-ethyl-2-(meta-N,N-di-n-hexadecylaminomethylphenyl)-ethanolamin (l-I) som, hydrochloridsalt_

En blanding, af N, N-di-n-hexadecyl-3-(1,2-epoxyethyl)ben-zylamin (l-II) (3,7 g, 0,0062 mol) og ethylamin (27,6g, 0,61 mol) blev anbragt i en stålbombe og opvarmet til90° C i 8 timer (517 kPa). Reaktionsblandingen blev derpåkoncentreret under formindsket tryk, og den resulterendeolie renset ved silicagel-chromatografi (elueret med ben-zen/ethanol-gradientblanding). Den ønskede amin 1-1 blevomdannet til hydrochloridsaltet ved at der sendtes hydro-genchlorid igennem en opløsning af den i ethylacetat ef¬terfulgt af omkrystallisation fra det samme opløsnings¬middel (0,4 g, 10% udbytte): Smp. 89 - 90° C ’HCl-salt);MR(CDC13) 1,48 (t, 3H).

C Η N

Analyse beregnet for C43H82N202HC1: 72,21 11,85 3,92

Fundet : 71,79 11,84 3,92 EKSEMPEL 2 N-t-butyl-2-[meta-N,N-di-n-hexadecylamino-methylphenyl]-ethanolamin (2-1) _

Ved at følge proceduren fra eksempel 1 og anvende t-butyl-amin i stedet for ethylamin ved amineringsreaktionen tilomdannelse af (l-II) til (l-l) fremstilledes den ovennævn¬te forbindelse (2-1) som hydrochloridsalt. Smp. 114 -116° C (HCl-salt).

C Η N

Analyse beregnet for C^HggNgO^CL: 72,64 11,92 3,76

Fundet : 72,35 11,64 3,60 EKSEMPEL 3 N- i s opr opy 1- 2- [meta-N, N-n-hexadecylaminometh.ylph.enyl ] etha-nolamin (3-1)_

Ved at følge proceduren fra eksanpel 1 og anvende isopro-pylamin i stedet for ethylamin ved amineringsreaktionentil omdannelse af (l-II) til (l-l) fremstilledes den oven¬nævnte forbindelse (3-1) som hydrochloridsalt. Smp. 107 -109° C (HCl-salt).

C Η N

Analyse beregnet for C/,,Ηο/,ΝλΟ* 2HC1: 72,39 11,87 3,84 44 84 lundet : 72,15 11,69 3,60 EKSEMPEL 4 2- [meta-N, N-di-n-hexadecylaminomethylphenyl]ethanolamin(4-1)_

Ifølge proceduren fra eksempel 1 fremstilledes epoxidet(l-II). Det anvendtes ved den nedenstående procedure tilfremstilling af den ovennævnte forbindelse (4-1) som hy¬drochloridsalt .

En opløsning af N,N-di-n-hexadeeyl-3-(l,2-epoxyethyl)-benzylamin (l-II) (3,3 g, 5,5 mmol) og natriumazid (1,5g, 23 mmol) i 80 ml dioxan blev under omrøring opvarmet til tilbagesvaling i omkring 16 timer. Opløsningsmidletblev derpå fjernet i vakuum, og den rå remanens renset vedsilicalgel-chromatografi (elueret med en benzen/ethanol-gradientblanding. Det ønskede azid-mellemprodukt blev iso¬leret (1,5 g olie) og.blev reduceret med lithiumaluminium-hydrid (0,71 g) i ether til opnåelse af den ønskede amin.Den blev omdannet til hydrochloridsaltet ved at der send¬tes hydrogenchlorid igennem en opløsning af den i ethyl-aoetat efterfulgt af omkrystallisation fra det samme op¬løsningsmiddel til opnåelse af den ovennævnte forbindelse(4-1) som hydrochloridsalt (0,5 g, smp. 90 - 92° C).

C Η N

Analyse beregnet for .Cg-jHyg^O' 2HC1: 71,58 11,72 4,07

Fundet : 71,48 11,75 3,92

Eksemplerne 1-4 viser, at de andre omhandlede N,N-di- substituerede aminomethylphenylethanolaminer kan fremstil- 2 3 les ved at anvende den passende amin HNR R i stedet fordi-n-hexadecylamin i omdannelsestrinnet (l-III) til (1-IV) i eksempel 1 og ved at anvende den passende amin R^NH^i stedet for ethylamin i omdannelsetrinnet (l-II) til(l-l) i eksempel 1 eller ved at danne den primære aminifølge proceduren fra eksempel 4.

Profylaktisk anvendelse af forbindelserne (l-I), (2-1)og (3-1) overfor infektion med encephalomyocarditis-virus hos mus__

Tre grupper på hver 10 albino hunmus (20 - 25 g i legems¬vægt) blev givet enkelte intraperitoneale injektioner på0,5 ml indeholdende dosisniveuaer på henholdsvis 1,5, 5 og15 mg af den passende forbindelse/kg legemsvægt. En fjerdegruppe, kontrolgruppen, blev ikke givet nogen sådan injek¬tion. 18 - 24 timer senere blev alle fire grupper smittetmed 0,2 ml subcutan injektion indeholdende 20 - 30 gange LD^Q-dosisniveau, som frembringer en dødelighed på 50%i løbet af 10 dage, af encephalomyocarditis-(EMC)-virus.

De følgende gennemsnitlige relative overlevelsestal blevfundet ud fra et gennemsnit af to sådanne forsøg for for¬bindelserne (l-l), (2-1) og (3-1).

Gennemsnitlig relativ overlevelse (0r)

Forbindelse Dosis (mg/kg) 0r 1-1 15 70 1-1 5 65,5 1- 1 1,5 24,5 2- 1 15 65,5 2-1 5 62,5 2- 1 1,5 42,5 3- 1 15 87,5 3-1 5 54 3-1 1,5 27

Den antivirale aktivitet udtrykkes som den gennemsnitli¬ge relative overlevelse, dvs. den relative overlevelse (0r)af forsøgsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen 10 dageefter smitteisen, udregnet som gennemsnit af to forsøg.

0r er defineret ved formlen

hvori 0ρ = relativ overlevelse, 0„ = % overlevelse efter 10 dage i forsøgsgruppen, = antal overlevende på den i'te dag i forsøgsgruppen,e^ = antal overlevende på den i*te dag i kontrolgruppen.

Sarcoma 180J-model til bedømmelse af tumor-afvisning

Seks hunmus af CD-l-stammen (20 - 25 g) pr. gruppe modtog10^ Sarcoma 180J celler (5-8 dage gamle) intraperitonealt(i.p.) på dagen 0. Dyrene modtog derefter en sammensæt¬ning (0,1 ml) med den ønskede dosis på dagen 1 efter tu¬mor celleinjektionen. Dyrene blev iagttaget indtil dødeneller i 40 dage, alt efter hvad der indtraf først. Resul¬taterne ved anvendelse af forbindelserne (l-l), (2-1), (3-1) Og (4-1) er udtrykt som procent forøgelse af levetid(% FLT).

% FLTb_

Forbindelse/Dosis (mg/kg) 5 15 50 1- Ia 150(1) 210(4) 255 (5) 2- 1 154(1) 134 160(2) 3- 1 154(2) 185(4) 212(6) 4- 1 125 181(4) 212(6) (a) forbinfelseme blev sammensat i vandige "TWEEN 80"/glyce¬rol-suspensioner .

(b) tallene i parentes er antal 40 dages overlevende.

Peritone.al exudatcelle-formidlet cytotoxicitet in vitro

Peritonealexudatceller (PEC) fra normale mus injiceretmed immunforstærkere eller lægemiddelmedium blev indhøstetved forsigtig skylning med 3 ml koldt RPMI 1640. medium(Grand Island Biological Co., N. Y.) suppleret med 5 en- heder heparin pr. ml medium. Macrophager blev identifi¬ceret morphologisk, talt og indstillet til en koncentra¬ts tion på 7,5 x 10 celler pr. ml vævskulturmedium; 0,2 mlvolumener sattes til mikrotiterhuller indeholdende 10^ B-16 celler med "^IUDR mærkning (effector/målcelle-forhold = 15:1). Efter 24 timer ved 37° C i 5% CO 2 blevsupematanterne dekanteret fra, og de vedhæftende cellervasket 3 gange med forvarmet RPMI 1640; supematanten ogvaskeopløsningeme blev hældt sammen og beholdt til tælling.1 De vedhæftende celler blev behandlet med 1% natriumdode-eylsulfat (NDS) ved stuetemperatur i 30 minutter. De NDS-behandlede celler blev indhøstet og cellerne vasket 3 gan¬ge med RPMI 1640; celler og vaskeopløsninger blev hældtsammen til tælling. Supernatanter og celler blev talt ien Searie 1185 gammatæller til bestemmelse af impulshyp¬pigheden i impulser pr. minut (imp./min.) resultaterneblev udtrykt som:

Tabellen nedenfor angiver procenten af cytotoxicitet for(l-I), (2-1) og (3-1), idet procent cytotoxicitet er satlig med (% frigørelse fra middelbehandlede)-(% frigørelsefra mediebehandlede).

_% Cytotoxicitet_

Forbindelse _1 _J> 2£ (mg/kg) 1- I 35,7 25,6 23,8 2- 1 31,2 33,6 27,2 3- 1 42,4 35,1 33,4

Claims (9)

1. Analogifremgangsmåde til fremstilling af N,N-di(n-al-kyl)aminomethylphenylethanolaminer med den almene formel

hvori R1 betyder hydrogen eller alkyl med 1-4 carbon- p x atomer, R og R-' er ens eller forskellige og hver for sigbetyder n-alkyl med 12 - 20 carbonatomer, og benzenringener meta- eller para-disubstituéret, eller syreadditions¬salte deraf, kendetegnet ved, at et epoxid medformlen

amineres med mindst en støkiometrisk mængde af en aminmed formlen R^NH^ i en lukket beholder ved en temperaturpå fra omkring 30 til omkring 130° C eller i et polært,protisk eller aprotisk opløsningsmiddel ved en temperaturpå fra omkring 30° C til tilbagesvalingstemperaturen, hvor¬på den dannede forbindelse, om ønsket, overføres i et syre¬additionssalt deraf.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved,at der som opløsningsmiddel anvendes dimethylformamid, di-methylacetamid, dimethylsulfoxid, dioxan, chloroform, me¬thanol eller ethanol.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, 2 at der fremstilles en forbindelse med formlen I, hvori R x og R er ens.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 3> kendetegnet ved, 2 at der fremstilles en forbindelse med formlen I, hvori Rog R begge er n-tetradecyl.

5. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, 2 at der fremstilles en forbindelse med formlen I, hvori Rog R begge er n-hexadecyl.

6. Fremgangsmåde ifølge krav 5> kendetegnet ved, i at der fremstilles en forbindelse med formlen I, hvori Rer hydrogen, og benzenringen er meta-disubstitueret.

7. Fremgangsmåde ifølge krav 5» kendetegnet ved,at der fremstilles en forbindelse med formlen I, hvori R1er ethyl, og benzenringen er meta-disubstitueret.

8. Fremgangsmåde ifølge krav 5» kendetegnet ved,at der fremstilles en forbindelse med formlen I, hvori R^er isopropyl,og benzenringen er meta-disubstitueret.

9. Fremgangsmåde ifølge krav 5, kendetegnet ved,at der fremstilles en forbindelse med formlen I, hvori R^·er t-butyl, og benzenringen er meta-disubstitueret.