DK146818B - Knoglesoem - Google Patents

Description

146818

Opfindelsen angår et knoglesøm, især til 'behandling af per- og subtrochantére lårknoglebrud, med i hovedsagen rundt tværsnit, som er væsentlig mindre end lårknoglens marvkanal, idet knoglesømmet ved sin distale ende er forsynet med en koblingsdel for en i alle retninger drejningsfast forbindelse med et inddrivningsredskab eller anslags jern og har en sådan krumning og elasticitet, at det ved inddrivningen gennem marvkanalen strækker sig og derved får en forspænding.

Sådanne knoglesøm kendes f.eks. fra beskrivelsen til tysk brugsmønster nr. 72 18 224. Disse knoglesøm har den fordel, at man med dem ikke blot kan fiksere, men også reponere brud i det proximale lårområde, uden at der kræves en åbning af låret i området for brudstedet. Khog-lesømmene inddrives da i marvkanalen efter hinanden fra den knænære knogleende, hvorved de på grund af deres krumning og elasticitet får en forspænding ved inddrivningen, som bevirker, at knoglesømspidserne, så snart de har passeret marvkanalen, kan trænge gennem brudstedet ind i lårknoglens hoved. Hvis nu knoglesømmene drejes, så kan der herved foretages en reposition af knoglefragmenterne, hvilket vil sige, at knoglefragmenterne på brudstedet bringes i den rigtige indbyrdes stilling og fikseres i denne stilling.

Til gennemførelse af drejningen af de inddrevne knoglesøm med henblik på udførelsen af den nævnte reposition er det nødvendigt at forsyne den distale ende af hvert knoglesøm med en koblingsdel til en i alle retninger drejningsfast forbindelse med et inddrivningsredskab eller anslagsjem. Ved det fra beskrivelsen til det tyske brugsmønster nr. 72 18 224 kendte knoglesøm er enden af knoglesømmet forsynet med en U-formet ombukning, som kan sammenkobles med et tilsvarende udformet inddrivningsredskab.

Denne ombukning kræver imidlertid forholdsvis megen plads.

Dette er uheldigt, dels fordi drejningen af et enkelt knoglesøm vanskeliggøres ved tilstedeværelsen af flere knoglesøm i marvkanalen, dels fordi ombukningerne på knogle- 2 146818 sømmets indslagningssted stikker udad fra dette søm, hvilket forstyrrer glidebevægelsen for de sener og muskler, som ligger hen derover, og kan føre til smerter i knæleddets område.

Til grund for opfindelsen ligger den opgave at anvise et knoglesøm af den angivne art, som har en pladsbesparende koblingsdel, som imidlertid kan sammenkobles sikkert og drejningsfast i alle retninger med et indslag-ningsjern, - og som ikke forårsager patienterne noget besvær. Denne opgave løses ifølge opfindelsen ved, at koblingsdelen er dannet af en i knoglesømmets forlængelse anbragt affladning. Denne affladning i form af en lille plade gør det muligt at sammenkoble den distale ende med et forholdsvist lille inddrivningsredskab og således at gennemføre repositionsmanøvrer ved drejning af knoglesømmet. Desuden muliggør knoglesømmets udformning ifølge opfindelsen, at man kan lægge de fra marvkanalen fremstik-kende affladninger i tagstenarrangement i tilfælde af flere knoglesøm, så at de kun kræver en lille plads og ikke irriterer de sener og muskler, som ligger hen over dem.

Endelig opnås der ved affladningen en forøgelse af anlægs-fladen på knogleydersiden, hvorved faren for, at knoglen går itu, bliver mindre.

Ifølge opfindelsen er affladningen fortrinsvis forsynet med en slids. I denne kan man indsætte et passende udformet redskabs ansats, hvorved udtrækningen af knoglesømmene bliver lettere.

Ifølge opfindelsen har knoglesømmet fortrinsvis et formstofovertræk. Derved opnås den fordel, at ved samtidig anvendelse af flere knoglesøm optræder der ikke nogen kontaktkorrosion på disse knogissøms berøringssteder, hvilket ellers kunne have uheldige følger.

Opfindelsen skal forklares nærmere i forbindelse med tegningen, som viser forskellige udførelsesformer for opfindelsen, idet fig. 1 viser et billede forfra af knoglesømmet, fig. 2 et tilsvarende sidebillede, fig. 3 et tilhørende anslagsjem, 3 146818 fig. 4 et længdesnit gennem en knogle med tre inddrevne knoglesøm ifølge fig. 1 og 2, fig. 5 et tilsvarende tværsnit, fig. 6 i større målestok set forfra en anden udførelsesform for et anslagsjern, fig. 7 set i planbillede en tredje udførelsesform for anslags jernet, fig. 8 samme set forfra, og fig. 9 et i forhold til udførelsesformen i fig.l ændret knoglesøm set forfra.

Knoglesømmet ifølge krav 1 og 2 har en under en vinkel på ca. 45° afskåret spids A, efter hvilken følger en stærkt krummet del D. Pen går over i en svagere krummet og til sidst lige forløbende del G. Knoglesømmets samlede krumning strækker sig over mellem 1/3 og 2/3 af dets længde.

Efter delen C følger en bukning D og et lige stykke E. Pen distale del ændrer således kraftigt retning medialt på de sidste centimeter og holder således enden uden for marvrummet og lårknoglecondylus. Knoglesømenden F er afflad et som en lille plade og har en slids G.

Knoglesømmet ifølge fig. 9 adskiller sig fra det i fig. 1 og 2 derved, at det har to bukninger P^, og P2 og to lige stykker E-j^ og E2.

længden af knoglesømmet retter sig efter længden af den knogle, som skal fikseres. Krumningen af knoglesømmet vælges således, at det ved inddrivning fra den mediale condylus så at sige af sig selv finder vejen ind i låihals-fragmentet. Proportionen af krumningsdimensionerne udføres hensigtsmæssigt ens ved alle knoglesømlængder. Krumningen bevirker sammen med en rigtig valgt elasticitet, at knoglesømmet ved indføringen strækker sig gennem marvpiben og således får en forspænding. Penne forspænding giver knoglesømspidsen en fjeders kraft, hvormed spidsen er i stand til at bringe selv stærkt forskubbede brudstykker til at ligge i rigtig rækkefølge efter hinanden, samt ved drejning at forskyde dem i enhver ønsket stilling med henblik på reponering.

4 146818 Når “brudstykkerne på denne måde er reponeret, slås knoglesømmet videre cranialt.

I den udvidede del af trochanterregionen bøjer knoglesømmet sig da i overensstemmelse med fjederkraften ind i lårhalsen.

Knoglesømmet kan også være forsynet med et overtræk af formstof især polytetrafluorethylen. Ved hjælp af et sådant glideovertræk undgås e'n friktionskorrosion, som også ædle materialer er udsat for.

Anslags jernet eller fremdrivnings jernet ifølge fig. 3 har en del 1, som er forsynet med en udsparing M, som passer nøje til den affladede ende P på knoglesømmet.

I fortsættelse af delen L følger et riflet håndgreb I og hovedet H, hvorpå man slår med en hammer ved inddrivningen af knoglesømmet. Til drejning af anslags- eller inddrivningsjernet og dermed også sømmet tjener et ved enderne riflet tværstykke K.

Delen L af anslags- eller inddrivnings jernet kan også være bukket, så at man bedre kan komme til knoglesømmet og også udøve en skråpåvirkning.

Udtrækningen af knoglesømmet af knoglen iker ved hjælp af en krog, som kommer i indgreb med slidsen G.

Pig. 4 viser, hvorledes de inddrevne knoglesøm forløber i det indre af knoglen.

Af fig. 5 fremgår, at de affladede ender P let finder plads ved siden og over hinanden og derfor kun kræver ringe plads, så at knæledshæmningerne bliver mindre.

I det følgende skal de andre udførelsesformer for anslags- eller inddrivnings jernet ifølge opfindelsen beskrives .

Ifølge fig. 6 er anslags- eller inddrivnings jernet N, som ligeledes har en udsparing M, udført med bugtninger og er forsynet med et håndtag I samt et tværstykke K. Ved hjælp af den bugtede form kan jernet og dermed knoglesømmet drejes, Hovedet H optager atter slagene fra hammeren.

Ved det i fig. 7 og 8 i delbilleder viste jern 0 kan en vippearm Q drejes om en aksel P mod virkningen af en om 146818 5 akselen P viklet fjeder R. Vippearmen ender i en krog S, som gennem en boring kan komme i indgreb med udsparingen M, hvori den affladede og med en udsparing G forsynede ende af knoglesømdelen E stikkes ind.

Ved nedtrykning af vippearmen Q trækkes denne krog S ud af sin åbning, så at delen E kan skubbes ind i åbningen M. Ved frigørelse af vippearmen Q kommer krogen S da i indgreb med udsparingen G.

Ved hjælp af jernet ifølge fig. 6-8 kan knoglesømmet både drives ind i knoglen og atter trækkes ud deraf.