[go: up one dir, main page]

Faktaboks

Etymologi
Det persiske suffiks -stan betyder 'stedet hvor' eller 'land', ordet Tadsjikistan betyder derfor 'tadsjikernes land'.
Officielt navn
Tojikiston, Jumhurii Tojikiston
Dansk navn
Tadsjikistan
Styreform
præsidentiel republik
Hovedstad
Dusjanbe
Indbyggertal
10 millioner (estimat)
Areal
141,400 km²
Indbyggere pr. km²
70,7
Officielt/officielle sprog
tadsjikisk (statssprog), russisk
Religion
muslimer 98 % (sunnimuslimer 95 %, shiamuslimer 3 %), andre 2 % (2014)
Nationaldag
uafhængighedsdagen den 9. september (1991)
Statsoverhoved
præsident Emomali Rahmon (siden november 1992)
Statsminister
premierminister Qohir Rasulzoda (siden den 23. november 2013)
Møntfod
tadsjikiske somoni
Valutakode
TJS
Nationalsang
Surudi milli Jumhurii Tojikiston
Engelsk navn
Tajikistan, Republic of Tajikistan
Uafhængighed
den 9. september 1991 (fra Sovjetunionen)
Befolkningssammensætning
tadsjikere 84% (inkluderer pamiri og yaghnobi), usbekere 13,8 %, andre 2 % (inkluderer kirgisere, russere, turkmenere, tatarer, arabere) (2014)
BNP pr. indb.
8.542 kr. (2024)
Middellevetid
mænd 67,2, kvinder 71,8 år (2015)
Indeks for levevilkår, HDI
0,656 (2018)
Indeks for levevilkår, position
125 (2018)
Gini-koefficient
34,0 (2015)
CO₂-udledning pr. indb.
0,6 ton (2014)
Internetdomænenavn
.tj
Flag
Tadsjikistan (mørkegrønt) ligger i Asien (lysegrønt).
Tadsjikistan
Af .
Licens: CC BY NC ND 4.0
Tadsjikistan og de omkringliggende lande.
Tadsjikistan
Af .
Licens: CC BY NC ND 4.0
Ismail Somoni-statuen i Dusjanbe (2017)
Ismail Somoni-statuen i Dusjanbe (2017)

Tadsjikistan er en republik i Centralasien, der blev selvstændigt fra Sovjetunionen i 1991. Tadsjikistan er det tidligere Sovjetunionens fattigste land og har ifølge Verdensbanken et BNP pr. indbygger på omkring $1341 (omkring 8.500 DKK) (2024), hvilket er ca. 55 gange mindre end Danmarks. Tadsjikistan var hærget af borgerkrig i årene 1992-1997 med politiske implikationer, der trækker tråde frem til i dag. Tadsjikistan har en befolkning på lidt under 11 millioner mennesker. Hovedstaden er Dusjanbe.

Tadsjikistans historie indtil 1992

Tadsjikkerne nedstammer fra iranske folk, som har levet her fra ca. 500-tallet f.v.t. Området var siden en del af Perserriget og Alexander den Stores rige. I 1600-tallet kom det, der i dag er Tadsjikistan, ind under Bukhara-Khanatet, og omkring midten af 1800-tallet begyndte det Russiske Imperium at erobre dele af området.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 dannedes i 1924 Den Tadsjikiske Autonome Republik; denne var først en del af Den Usbekiske Sovjetrepublik (Den Usbekiske SSR), inden den i 1929 blev omdannet til Den Tadsjikiske SSR.

Hvor den ellers strenge militæradministration i perioden før 1917 i høj grad havde tilladt tadsjikkerne at bevare egne skikke og love, blev overgangen til sovjetkontrol konfliktfyldt. Den antikommunistiske basmatji-bevægelse forsøgte gennem 1920'erne at bekæmpe de nye magthavere, men kunne dog ikke forhindre de omfattende omvæltninger, som bl.a. indebar en udrensning af den lokale elite og undertrykkelse af den traditionelle kultur. Efter den sovjetiske invasion i Afghanistan i 1979 opstod der i Tadsjikistan en stigende modstand mod styret. Det lykkedes ikke at dæmme op for en spirende nationalisme. Tadsjikistan erklærede sin selvstændighed fra Sovjetunionen den 9. september 1991, og selvstændigheden blev anerkendt den 26. december samme år.

Allerede den 24. november 1991 afholdt man det første valg efter selvstændigheden, og Rahmon Nabijev (1930-1993), den siddende formand for Tadsjikistans SSR's øverste Sovjet, blev valgt til præsident for den nyudråbte republik. Der var dybe regionale, politiske og religiøse modsætninger, som blev åbenbare efter selvstændigheden, der gjorde den politiske situation særdeles ustabil. Nabijev blev under trusler tvunget til at underskrive sin afsked 7. september 1992, og han døde i 1993 under endnu uafklarede og mistænkelige omstændigheder; officielt var der tale om et hjerteanfald. Emomali Rahmon overtog magten i landet efter Nabijevs afsked og har været præsident siden.

Borgerkrigen

Regeringssoldater i kamp med oppositionsgrupper i juni 1993 tæt på grænsen til Afghanistan. Borgerkrigen, der officielt sluttede, da fredsaftalen trådte i kraft i 1997, men i realiteten fortsatte frem til 2000, fordrev over en million mennesker, og kostede op mod 150.000 mennesker livet.
Kampe under borgerkrigen i Tadsjikistan
Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix.

Efter Tadsjikistan opnåede sin uafhængighed i 1991, var landet præget af politiske modsætninger og spændinger, der mundede ud i en væbnet konflikt i 1992 mellem regeringen og en række oppositionsgrupper. Kampene begyndte den 5. maj. Præsident Rahmon Nabijev blev afsat i september, og kampene eskalerede. Blodsudgydelserne fandt primært sted i og uden for hovedstaden Dusjanbe samt i Pamir og i den sydlige del af landet.

Oppositionen var opdelt i flere fraktioner, heriblandt islamiske bevægelser, den Islamiske Renæssances Parti (IRP), liberale politiske kræfter og Lali Badakshan, en pamirisk oppositionsbevægelse. Disse blev i løbet af borgerkrigen forenet i den samlede guerillabevægelse Den Forenede Tadsjikiske Opposition (forkortet UTO efter engelsk United Tajik Opposition). Fredsaftalen trådte i kraft i 1997, men kampene fortsatte i mindre målestok helt indtil år 2000.

En af fredsaftalens helt centrale punkter var inddragelsen af UTO-folk i regeringen, hvor 30% af pladserne var øremærket UTO-folk. Samtidig blev UTO-partierne gjort lovlige, ligesom der blev givet amnesti for oppositionsmedlemmerne. Fredsaftalen blev underskrevet af præsident Emomali Rakhmon og oppositionslederen Said Abdullo Nuri (1947-2006). Aftalen er efterfølgende blevet misligholdt, og alle UTO-folk er blevet udrenset fra regeringen og i øvrigt fra landet generelt. Dette gælder bl.a. Muhiddin Kabiri (f. 1965), lederen af det Islamiske Renæssanceparti (IRP). Kabiri måtte drage i eksil i 2015, efter at IRP havde mistet alle sine pladser ved parlamentsvalget samme år, og partiet var blevet erklæret for ekstremistisk og forbudt.

Over en million mennesker blev fordrevne i løbet af borgerkrigen, og op mod 150.000 mistede livet. Mange flygtede til Afghanistan, hvor der blev oprettet flygtningelejre. Krigen medførte også etniske udrensninger i større eller mindre skala, især rettet imod etniske pamirer. Borgerkrigen var ødelæggende for Tadsjikistans i forvejen svage økonomi; produktionen faldt mere drastisk end i andre tidligere sovjetrepublikker, og ødelagte broer og veje afbrød de i forvejen vanskelige forbindelser mellem landsdelene.

Geografi

.

Tadsjikistan er et bjergland; ca. 93% af landet er dækket af bjerge. Mod nord ligger bjergkæderne Kurama og Mogultau, der udgør en del af det større bjergsystem Tian Shan. Mellem dem og de centralt beliggende, meget høje Gissar-Alaj-bjerge ligger den vestlige del af Ferganadalen med floden Syr Darja. Mellem to af Hissar-Alajs bjergkæder, Turkestan og Zeravsjan, løber den øvre del af den flod, der også hedder Zeravsjan. Den sydvestlige del af landet har en række bjergkæder (Tereklitau, Karatau, Aktau), der løber fra nordøst til sydvest. Mellem dem ligger frugtbare dale med vandrige floder, bl.a. Amu Darja-bifloderne Vakhsj og Hissar.

Den autonome republik Gorno-Badakhsjan (GBAO) i sydøst er helt domineret af Pamirbjergene med bjergtoppe på over 7000 meter. De fleste floder får vand fra de høje bjerges sne og fra Pamirs mange gletsjere. Et par mindre floder i Pamir løber til den afløbsløse sø Karakul.

Infrastrukturen i landet er til stadighed udfordret af bjerglandskabet, og luftforbindelse mellem Gorno-Badakhsjans hovedstad Khorog og Dusjanbe var i mange år den mest effektive måde at rejse frem og tilbage på. Som en del af Belt and Road-initiativet er Kina i de senere år begyndt at investere meget i Tadsjikistans vej- og jernbanenet.

Tadsjikistan er opdelt i fem administrative regioner: Sughd, Regionen Underordnet Republikken, Khatlon, Gorno-Badakhsjan og Dusjanbe by.

Hovedstaden er også landets største by med 1,2 millioner indbyggere (2022). Dusjanbe betyder 'mandag' på tadsjikisk (og på persisk), da byen tidligere var kendt for sit mandagsmarked. Indtil 1929 hed den Djusjambe (som er det samme ord), fra 1929 til 1961 hed den Stalinabad, opkaldt efter Sovjetunionens leder indtil 1953 Josef Stalin.

Befolkning og sprog

Et skilt i Tadsjikistans hovedstad Dusjanbe, skrevet på tadsjikisk. Tadsjikisk skrives med det kyrilliske alfabet, dog med seks ekstra bogstaver. Tre af disse bogstaver - Ӣ, Ӯ og Ҳ - kan ses på dette skilt. Foto fra 2013.

Omkring 84% af indbyggerne i Tadsjikistan er etniske tadsjikere, mens 14% er usbekere; hertil kommer små mindretal af kirgisere (0,80%) og russere (0,46%) (2010). Pamirerne medregnes ikke som en etnisk gruppe i officiel statistik, men det menes, at der bor omkring 210.000 pamirere i Tadsjikistan, hvilket svarer til knapt 2% af landets befolkning. Pamirfolkene er udsat for kulturel og politisk undertrykkelse.

Det officielle sprog i Tadsjikistan er tadsjikisk, og tales som modersmål af omkring 3,3 millioner indbyggere i landet. Tadsjikisk er et sydvestiransk sprog nært beslægtet med persisk, og det anses ofte for en variant af persisk. Det skrives med et modificeret kyrillisk alfabet, der indeholder seks tilføjede bogstaver, der er særlige for tadsjikisk kyrillisk: Ғ Ӣ Қ Ӯ Ҳ Ҷ.

Usbekisk og pamirsprogene også ganske udbredt i landet. Usbekisk tilhører den tyrkiske sprogfamilie, og det er modersmål for omkring 873.000 mennesker i landet. Pamirsprogene er en gruppe af sydøstiranske sprog, som er udbredt i Gorno-Badakhsjan.

Politik og menneskerettigheder

Tadsjikistans præsident Emomali Rahmon og Kinas præsident Xi Jinping indviede den 5. juli 2024 Tadsjikistans nye parlament (til venstre). Parlamentet, der kaldes Majlisi Oli (den øverste forsamling), er et tokammerparlament bestående af Majlisi Namojandagon (Repræsentanternes Hus) og Majlisi Milli (Nationalforsamlingen). Foto fra 2014.

Tadsjikistan er en præsidentiel republik. Parlamentet har to kamre, Majilisi Namojandagon (Repræsentanternes Hus) og Majilisi Milli (Nationalforsamlingen). Landets forfatning er fra 1994. Rahmon har forstærket nepotismen i løbet af sin lange embedsperiode, og hans familiemedlemmer sidder på mange betydningsfulde politiske poster eller ejer store virksomheder. Fx er præsident Rahmons ældste søn, Rustam Emomali (f. 1987), borgmester i hovedstaden Dusjanbe, og datteren Ozoda Rahmon (f. 1978) har også en betydelig politisk karriere. Rahmon har brugt fredsaftalen i udbyggelsen af sin omfattende personlighedskult, og hans officielle titel er Grundlægger af Fred og Enhed – Nationens Leder.

Fundamentale menneskerettigheder overtrædes systematisk i Tadsjikistan. Der forekommer omfattende brud på grundlæggende rettigheder som pressefrihed og forsamlingsfrihed, ligesom tortur i fængsler og forfølgelse af politiske modstandere og deres advokater er meget udbredt.

Økonomi og migration

Tadsjikistan er det tidligere Sovjetunionens fattigste land og har ifølge Verdensbanken et BNP på omkring $1341 (2024).

Omkring 45% af Tadsjikistans BNP kommer fra migrantarbejdere i form af penge, som sendes retur til landet. Arbejdsmigration er en normaliseret del af landets økonomiske udvikling, og det anslås at 80% af migrantarbejdere er taget til Rusland. Andre lande med mange tadsjikiske migrantarbejdere er Kasakhstan og Tyrkiet. I Rusland arbejder migrantarbejdere fra Tadsjikistan typisk i byggesektoren som ufaglært midlertidig arbejdskraft, og gruppen er ofte udsat for brud på grundlæggende arbejdsrettigheder og ansat under forhold med dårlig sikkerhed. Migrantarbejdere i Rusland er derudover udsat for betydelig diskrimination og overvågning.

I Kasakhstan arbejder migrantarbejdere fra Tadsjikistan typisk med salg af frugt og grønt, og ligesom i Rusland, som ufaglært arbejdskraft i byggesektoren. Tadsjikiske migrantarbejdere i Kasakhstan behandles betydeligt bedre end i Rusland. Det anslås, at omkring 80% af migrantarbejderne er mænd.

Arbejdsmigration har medført en række sociokulturelle ændringer, som har betydet et skift i de tadsjikiske kønsroller. Tadsjikisk kultur er traditionelt udpræget patriarkalsk, hvor manden anses som familiens overhoved, og kvinden indtager en underdanig rolle. Arbejdsmigrationen har imidlertid medført, at kvinderne i mange tilfælde efterlades hjemme som familiens overhoved med det overordnede ansvar for hjemmet og for børneopdragelsen. Hustruer til migrantarbejdere kan derfor få øget økonomisk uafhængighed og have større magt over deres eget liv, når deres ægtefælle har forladt landet for at udføre migrantarbejde.

Omvendt kan tadsjikiske kvinder stå i en mere sårbar position, hvis deres ægtefælle under opholdet i udlandet ophører med at sende penge retur, begærer skilsmisse, bliver udsat for en arbejdsulykke eller bliver anholdt. Der har desuden været reportager om migrantarbejdere, som er blevet sat til at opføre bygninger i dele af det russisk besatte Ukraine, fx i det sønderbombede Mariupol.

Litteratur

Tadsjikerne har en lang og rig litterær tradition med udspring i den persiske oldtid og middelalder. Hertil hører skriftsamlingen Avesta og klassiske digtere som Firdausi, Omar Khayyam, Sadi og Jami.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig