hortofilia

Når jeg kører hjem til mit nye hjem, bruger jeg altid vandtårnet i Vinde som pejlemærke. Det ligger højt i Vinde Bakker og kan ses på lang afstand. I går og i dag bevirker sneen dog, at tårnet ligesom fortoner sig i snedisen.  Jeg synes, det er en flot bygning, og derfor har jeg researchet lidt på, hvem der er arkitekten bag, og hvornår det blev bygget. Det er fra 1963-64, og arkitekten viste sig at være en ungarer, Lazslo Buna, som kom her til landet sammen med en stor flok unge, ungarske arkitektstuderende henimod slutningen af 2. Verdenskrig. Han er et af de mennesker, man ind imellem støder på, der har sat meget få fodaftryk på internettet generelt, så hvilke bygninger har ellers har tegnet, har jeg måttet opgive at finde ud af. Jeg fandt dog ud af, at han og hans kone har haft en fælles interesse i racekatte 😊 Lidt fra haven: Det er mit indtryk,  der denne jul har været utroligt mange storblomstrende juleroser i handelen. Det var dog ikke sådan en, jeg købte,  men e...

 Kære medbloggere og andre, som måtte kigge indenfor her på bloggen. Jeg vil gerne sende jer en kort, forsinket  julehilsen. Julen 2025 har nødvendigvis været meget anderledes for mig og min familie sammenlignet med den jul, vi normalt har fejret. Alligevel er vi enige om, at den har været en god oplevelse at være fælles om.  En af de mere håndgribelige forandringer var, at juletræet i år blev til en lille omorikagran på rod med ledlys i stedet for levende lys. Nu står den ude på terrassen og venter på, at jeg får den plantet over i en krukke, hvor den kan stå og samle kræfter til næste jul. En dag senere: træet skulle kun vente en enkelt dag på at blive omplantet. Rhododendron sinogrande overvintrer nemlig i det nye haveskur og skulle flyttes over i en letvægtskrukke med hjul, så den ville kunne flyttes rundt med inde i skuret alt efter, hvor jeg har behov for plads.  Dens megatunge krukke fik jeg så bakset (læs trillet) om på terrassen, hvor grantræet kan blive stå...

  Det er min plan at blive mere aktiv som blogger, men årstiden i kombination med en nyanlagt have er ikke ligefrem de bedste forudsætninger for øget aktivitet. Selvom der er masser af stier her i området, henlagde jeg i dag min gåtur til byens stibro for cyklister og gående. Den ligger henover deltaet, hvor Karup Å munder ud i Limfjorden, og turistbrochurerne hævder, at den med sine 300 meter er landets længste.  Det er et hyggeligt sted at gå ture, og som billederne viser, klarede vejret mere og mere op, mens jeg gik, og til sidst var der både solskin og blå himmel.  På sådan en gåtur kommer man forbi et område med små fiskerhuse fordelt på 8 stræder med navne som Rejestræde og Flynderstræde. Der er ikke meget liv i husene på denne tid af året, men det kommer der. Tættere på vandet ligger Jollehavnen. Der var også temmelig stille og fredeligt. Der sad dog fire mænd i en døråbning og hyggesnakkede over en øl. De længtes garanteret som alle os andre efter,  at vejret...

D. 7. november sov Søren stille ind. Et kort, men intenst sygdomsforløb tappede ham ubønhørligt for alle kræfter. 24. juli fik han sin diagnose uhelbredelig lungekræft, og mindre end fire måneder senere måtte han kaste håndklædet i ringen. Vi var begge to lykkelige for, at vi nåede at sælge gården og flytte i vores lille hus, inden sygdommen for alvor slog til. Vi nåede også at sparre grundigt og hyggeligt med hinanden om, hvordan haven kunne indrettes.  Hvordan min egen haveinteresse kommer til at udvikle sig, nu hvor jeg har mistet min havemakker gennem 48 år, er det umuligt at spå om. Men et er sikkert, nu er det uigenkaldeligt slut med Sørens finurlige og håndsnilde projekter i sten og træ og jern. Selvom jeg måske ikke er her til jul, sagde Søren en dag, så har jeg alligevel et julegaveønske, nemlig 2-3  fuglehuse, et med et lille indflyvningshul til blåmejser, og et eller to, der passer til de forskellige andre småfugle. Det ønske får han helt sikkert opfyldt.

  I mange år har det været en af efterårets mange opgaver at flytte vores krukker med kamelier i sikkerhed i drivhuset. Fordi det kniber både med pladsen og kræfterne, har vi plantet dem ud i surbundsbedet med en enkelt undtagelse, nemlig den småblomstrende camellia rosthorniana Beauty Blush.  Den nyder vi synet af, hver gang vi går ud og ind af døren. Vi er super godt tilfredse med vores nye naboer. Når man kommer fra en gård med en fri  udsigt ud over marker og bakker, skal man lige vænne sig til at have andre mennesker så tæt på, men det er gået forbløffende godt. Det eneste fjendtlige element i paradiset er en solsort, som sætter en ære i at rasere vores stensandwich fem minutter efter at jeg har plantet den til. Søren  ønskede sig et flerstammet hjertetræ ligesom i den gamle have, og jeg fandt et fint eksemplar, synes jeg, i sidste uge. Det glæder vi os til at følge udviklingen af. Klitfyrretræet pinus contorta Chief Joseph er begyndt på sit årlige farveskifte f...

Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag, ej heller en have, men små ændringer har også ret.Haven rummer således ikke et træ, der er egnet til at hænge den foderautomat i, som jeg fik i julegave for to år siden, men på nettet faldt jeg over en såkaldt hyrdestav, og den har gjort det muligt at få automaten placeret ret tæt på huset og Sørens fuglebad.NB Det nye græs kan ikke bestemme sig til, om det skal være grønt eller gult. pinus parviflora tamina no yuki  Denne lave penselfyr er en af de planter, der fulgte med, da vi flyttede. Nu står den i det nye surbundsbed, mens den oprundeligt stod i almindelig havejord. Nej, en have bliver bestemt ikke bygget i en ruf. Planen er, at de store bede skal afgrænses af en jernkant op mod græsplænen; men det kræver to personer, og Sørens kræfter skal doseres med omtanke, så der er ikke sket meget på den front. Derimod, og det kan man selvfølgelig ikke se, så ligger der nu  masser af medbragte løg forrest i surbundsbedet. Det bliver spænd...