Hvis du ikke kan oprette forbindelse til Wi-Fi på din iPhone eller iPad

Kontrollér dine Wi-Fi-indstillinger i iOS eller iPadOS, din router og andre problemer med dit netværk.

Før du starter

Opdater din iPad eller iPhone til den nyeste version af iOS- eller iPadOS-softwaren, som følger:

  1. Åbn appen Indstillinger.

  2. Tryk på Generelt.

  3. Tryk på Softwareopdatering.

  4. Opdater til den nyeste version af iOS- eller iPadOS-softwaren.

Kontrollér dine Wi-Fi-indstillinger

  1. Opret forbindelse til Wi-Fi. Hvis du ikke kan oprette forbindelse til Wi-Fi:

    1. Hvis du vil sikre, at dit Wi-Fi er slået til, skal du åbne appen Indstillinger og trykke på Wi-Fi. Slå Wi-Fi til, hvis det er nødvendigt.

    2. Tryk på navnet på dit netværk for at oprette forbindelse.

    3. Kig efter et blåt flueben for at bekræfte, at du er tilsluttet.

  2. Hvis du stadig ikke kan oprette forbindelse, skal du gå tilbage til Indstillinger og tjekke, at Flyfunktion er slået fra. Rul derefter ned til Mobilnetværk, og tjek, at Hjælp til Wi-Fi er slået fra.

  3. Hvis Wi-Fi-indstillingen er nedtonet (grå), skal du genstarte din enhed.

  4. Hvis du stadig får vist en meddelelse som f.eks. “Ingen internetforbindelse”, kan der være et andet problem. Kontrollér din router og netværksindstillingerne.

I iPhone-indstillingerne viser et Wi-Fi-hjemmenetværk et problem med internetforbindelsen.

Fjern VPN- og sikkerhedssoftware

Hvis du har sikkerheds- eller VPN-software installeret, skal du afinstallere softwaren midlertidigt (det er ikke nok at deaktivere), genstarte din enhed og derefter teste igen. Hvis afinstallationen af sikkerheds- eller VPN-softwaren løser problemet, men du har brug for softwaren, skal du kontakte din VPN-administrator eller leverandøren af din sikkerhedssoftware for at få hjælp.

Du kan finde flere oplysninger om VPN- og sikkerhedssoftware i Kontrollér VPN- og tredjepartssoftware for at løse problemer med netværksforbindelsen.

Tjek, om problemet kun gælder et bestemt netværk

Hvis dit netværk ikke vises, skal du tjekke, om dit netværk bruger en skjult SSID- eller MAC-filtrering, og bekræfte, at din netværkskonfiguration lever op til Apples anbefalinger. Du kan finde flere oplysninger i Anbefalede indstillinger til Wi-Fi-routere og adgangspunkter.

Hvis du ikke administrerer dit netværk og ikke ved, hvordan du foretager konfigurationsændringer, skal du kontakte din internetudbyder.

Kontrollér din Wi-Fi-router

  1. Opdater routeren med den nyeste firmware, og kontrollér, om routeren understøtter Apple-produktet. Hvis du har brug for hjælp, skal du kontakte routerens producent.

  2. Sørg for, at din router er tændt og inden for rækkevidde. Du er muligvis for langt fra signalet. Hvis din router understøtter separate frekvenser, kan du prøve at oprette forbindelse til en anden frekvens – opret f.eks. forbindelse til 5 GHz i stedet for 2,4 GHz.

  3. Genstart om nødvendigt din router og dit kabel- eller DSL-modem ved at frakoble enheden og derefter tilslutte den igen.

Nulstil netværksindstillingerne

  1. Åbn appen Indstillinger.

  2. Tryk på Generelt.

  3. Rul ned, tryk på Overfør eller nulstil [enhed], og tryk derefter på Nulstil. Hvis dit netværk er konfigureret til at blive brugt på en skole eller i en virksomhed, skal du kontakte din IT-administrator, før du nulstiller netværket.

  4. Tryk på Nulstil netværksindstillinger. Dette nulstiller Wi-Fi-netværk og adgangskoder, mobilindstillinger og VPN- og APN-indstillinger.

    I iPhone-indstillingerne vises indstillingen Nulstil netværksindstillinger.

Hvis du nulstiller dine netværksindstillinger, og din enhed viser, at den er forbundet til Wi-Fi, men du stadig ikke kan få adgang til internettet, skal du kontakte din internetudbyder for at få hjælp.

Få mere hjælp

  • Hvis du har oprettet forbindelse til et Wi-Fi-netværk, men ikke kan komme på internettet, kan du prøve, om du kan bruge dit Wi-Fi-netværk fra andre enheder. Hvis du heller ikke kan komme på internettet med dine andre enheder, er tjenesten muligvis nede. Kontakt kabel- eller internetudbyderen for at få hjælp.

  • Hvis du vil se, om du kun har et problem med dit eget Wi-Fi-netværk, kan du prøve at oprette forbindelse til et andet Wi-Fi-netværk. Hvis enheden slet ikke kan oprette forbindelse til nogen Wi-Fi-netværk, skal du kontakte Apple.

Udgivelsesdato: