Lars Juhl

Efter en rejse i Japan 1973 blev Lars Juhls formsprog stærkt påvirket af kabukiteatret, hvorved farve- og rumbevidsthed bevægede sig over i et stiliseret, enkelt ekspressivt udtryk, med skuespilleren skulpturelt placeret i forestillingen. Strindbergs Erik XIV på Det Kongelige Teater i 1974 blev den første forestilling, hvor han arbejdede med påvirkning fra det stiliserede asiatiske teater.

På Det Kongelige Teater skabte Lars Juhl bl.a. P.O. Enquists Fra regnormenes liv i 1981 med Klaus Hoffmeyer og Goethes Faust i 1984 med Sam Besekow. Derudover skabte Lars Juhl i 1998 både John Fords Det’ en skam hun er en mær og Drachmanns Der var engang med Jan Maagaard, begge på Det Kongelige Teater.

Det blev siden til et væld af scenebilleder i alle genrer, gerne store og monumentale, fx ved Den Jyske Operas opførelse af Richard Wagners Nibelungens Ring (1983-1987 og 1993-1996) i Klaus Hoffmeyers iscenesættelse.

Lars Juhl stod for scenografien til en række klassikere som Eugene O'Neills Lang dags rejse mod nat (Det Kongelige Teater 1996), Kameliadamen (Aarhus Teater 1999) og Henrik Ibsens Peer Gynt (Det Kongelige Teater 2001).

Men Lars Juhl bevægede sig også ud på de alternative scener, fx Niels Marthinsens opera Maestro på Den Anden Opera (2001) og Wolfgang Amadeus Mozarts Figaros bryllup (Den Fynske Opera 2003).

Lars Juhl var en kræsen æstet og en stor skaber af illusioner i sine scenebilleder inden for dansk teater.

Lars Juhl modtog Jeppe-prisen og Statens Kunstfonds Livsvarige kunstnerydelse.

• dansk teater
• opera
• scenografi